Nu er jeg ikke bekymret mere

 

Lillian Jensen var bange for, at hendes spastiske søn aldrig ville kunne flytte hjemmefra. Men nu tør hun tro på, at han får et godt og selvstændigt liv efter to år på Karise Efterskole.

 

Af journalist Charlotte Christensen

 

Der er en verden til forskel på den søn, Lillian Jensen afleverede på Karise Efterskole, og den unge mand hun hentede igen to år senere. – Han er blevet en meget selvstændig ung fyr.

Jeg havde ellers mine bekymringer. Jeg troede ikke, han kunne være hjemmefra uden den strukturerede hverdag, vi havde bygget op til ham. Hvad skulle han gøre, når mor ikke var der, og han jo ikke turde tale med andre voksne end mig, siger hun om sønnen, 19-årige Nicklas Brix, der er spastisk og tidligere gik på specialskole i Ringsted.

 

Det gjorde ondt

Lillian overvandt sine bekymringer for Nicklas skyld, for det var vigtigt for hende, at han fik løsrevet sig, så det ikke altid kun var hende, der var holdepunktet og støtten i hans liv.

– Han kan ikke hænge i skørterne på os altid. Vi bliver også gamle. Det er ikke det liv, jeg ønsker for ham. Det var svært at slippe ham, jeg arbejdede meget med mig selv, og det gjorde ondt – men jeg kunne ikke se nogen anden udvej, fortæller hun ærligt.

Først søgte hun og hendes mand kommunen om at betale for efterskoleopholdet, som er en uddannelse til unge med særlige behov. De fik afslag, selvom Lillian er pensionist. De betaler derfor selv for Nicklas efterskoleophold – en pris,  der svarer til, hvad det koster at gå på en almindelig efterskole, og som man får lidt støtte til alt efter sin indkomst. Lillan anslår, at de betaler cirka 3.500 kroner om måneden.

 

Helt tryg på forhånd

Nicklas havde det svært det første halve år. Det kunne Lillian godt se, men hun oplevede på intet tidspunkt, at hun var utryg ved skolens måde at håndtere Nicklas på.

– Jeg var helt tryg, jeg har nemlig ofte haft mulighed for at observere lærerne, og måden de er sammen med eleverne på. Før Nicklas begyndte på efterskolen, bowlede vi hver uge samme sted som skolens bowlinghold. Derfor havde jeg tid til at studere dem. Jeg syntes så godt om det jeg så, at Karise Efterskole var det første sted, jeg tænkte på, da vi skulle finde et godt sted til Nicklas. Og det har jeg aldrig fortrudt. Skolen tilbyder en tryg uddannelse til unge med særlige behov, oplever Lillan.

– Det er bare så ærgerligt, at der er mange vejledere på specialskolerne, der ikke kender Karise Efterskole, selvom den har eksisteret i mange år og er en fantastisk uddannelse til unge med særlige behov. Mit råd til andre forældre er, at de selv bliver nødt til at undersøge, hvilke steder, der vil passe til deres barn. Hvis vi ikke selv havde været opmærksomme på Karise Efterskole i forvejen, var vi nok aldrig kommet her, erkender Lillian Jensen lidt trist ved tanken.

Venskaber for første gang

– Lærerne her er fantastiske. De er så gode med de unge, og samtidig tager de sig også af os forældre, så vi altid får at vide, hvordan vores børn har det eller om der er problemer. Medarbejderne på skolen fungerer faktisk både som lærere, mødre, græde-ud skuldre og hjælpere for elever og forældre.

Med Nicklas i det rette læringsmiljø på efterskolen har Lillian til sin store glæde set sin søn lære mange, nye færdigheder i løbet af de to år på skolen.

– For første gang har jeg oplevet, at han har venskaber. Lærerne har skabt kontakten og lært ham, hvordan man gør sådan noget. Det er også en stor lettelse, at han nu kan bruge sin telefon. Han er begyndt at ringe, hvis han har problemer. Dem gemte han før i tiden indtil han kom hjem til mig. Han bruger også sin gps og går på nettet, det har givet ham en helt anden frihed og viden, oplever hun.

Brugen af mobiltelefoner og kommunikationsmidler som Skype, Facebook og lignende er en del af undervisningen på Karise Efterskole. Målet er at gøre eleverne så selvhjulpne som muligt og give dem mulighed for at bevare venskaber og kontakten med hinanden, når de ikke længere er på skolen.

– Nicklas er blevet mere bevidst om, hvad han gerne selv vil. Han har lært at sige nej og intellektuelt har han lært meget matematik og er bedre til at læse. Jeg er også så glad for, at han er blevet mere modig i forhold til at tale med fremmede og være alene hjemme. Begge dele er jo vigtigt, hvis han ikke skal hjem og bo hos os igen.

Og det er der meget, der tyder på, at Nicklas ikke skal.

 

Bliver i nærheden

Når Nicklas er færdig på efterskolen, flytter han over i et af husene i nærheden, hvor skolens elever kan fortsætte på næste trin: En STU, som er en særligt tilrettelagt uddannelse til unge med særlige behov. Når den er færdig, er der mulighed for, at han kan fortsætte sit voksenliv i et tilknyttet bofællesskab, som også hører under samme ledelse og værdier som efterskolen.

– Det er så suverænt, at Karise Efterskole nærmest er en pakke med både uddannelse til de unges særlige behov samt en bolig, der også er tilknyttet. Så er der en sammenhæng i et længere forløb, og eleverne kan følges med nogle, de kender, videre i livet, siger Lillian med tydelig begejstring.

– Forhåbentlig kan han senere få et ”job” nogle timer om ugen – så han kan bruges til noget. Jeg er ikke bekymret mere. Jeg tænker nu, at Nicklas nok skal få et godt liv, slutter Lillian.

Jeg er elev
Jeg er..
Forstanderens Hjørne