Jeg kan godt lide at gå her

 

Det er blevet lettere for Monique at være social, for blandt meget andet nyt på Karise efterskole har hun også lært, hvordan man godt kan skændes og stadig være gode venner.

 

Af journalist Charlotte Christensen

 

Monique er en glad pige, der tydeligt kan mærke effekten af nogle trygge og udviklende år på Karise Efterskole for unge med særlige behov. De dårlige tanker, der før kunne få hende til helt at forsvinde ind i sig selv, er næsten væk.

– De dårlige tanker er blevet meget mindre, end jeg nogensinde turde håbe på. Det er kun sjældent, de er der nu, fortæller hun glad.

Som hun sidder her – charmerende, smilende og snakkesalig – er det svært at forestille sig, hvordan Monique som 14-årig var så indelukket og bange, at hun nægtede at forlade sit værelse de første 14 dage på efterskolen.

I modsætning til dengang er hun nu helt klar til at forlade sit værelse. I dag er Monique 17 år, og hun er på vej videre i livet efter tre gode år på efterskolen, hvor hendes særlige behov er blevet set og mødt på en måde, som hun trives med.

– Jeg kan godt lide at gå her. Jeg føler mig tryg og har lært så meget, siger hun, mens øjnene stråler, når hun fortæller, at hun for første gang nogensinde har fået skrivebøger i faget dansk.

Fra hendes gamle skole derhjemme, mindes hun lige nu bedst, at hun brugte alle dansktimerne på at spille Pixeline-spil.

– Hele, hele tiden …, pointerer hun langsomt. Hun har tydeligvis fået smag for de skriftlige opgaver og elsker at lære. Det er lykkedes på hendes efterskole til særlige behov.

 

Strukturen klarer besværligheder

Monique har ikke fået karakterer, for hun har gået på et af skolens stamhold, hvor fortrinsvis udviklingshæmmede og elever med Down’s syndrom får individuelt tilpasset undervisning.

Efterskolen for særlige behov har succes med at rumme elever med en række forskellige diagnoser. Størstedelen af eleverne har Down’s syndrom eller autisme-diagnoser – men da mange elever med andre besværligheder har glæde af den samme struktur som hovedmålgrupperne, får de også stor gavn af at gå her.

– Vi er en efterskole til særlige behov. Vi har et menneskesyn og nogle værdier, som vi bruger hver dag for at udvikle vores elevers potentiale, så de får et ligeværdigt liv. Vi udfordrer den enkelte, der hvor de er, fortæller Nikolaj Rysager, der er forstander på Karise Efterskole.

I Moniques tilfælde var hendes potentiale til mere end Pixeline-spil. Derfor fik hun også andre fag på efterskolen, tilpasset hendes særlige behov.

– Matematik var svært i starten, for det havde jeg heller aldrig rigtig haft. Men det sværeste var engelsk, fastlår Monique, som alligevel let lader sig lokke til at sige en række små sætninger på det svære sprog.

Dem lærte hun som optakt til de årlige lejrskoler, der ofte går til udlandet med alle efterskolens elever.

Det nye fag: Venner

Selvom Monique har hygget sig med at sy en pude og filte dyr på designholdet  – og lære stikbold og høvdingebold til idræt – er der et andet nyt ”fag”, hun synes er meget vigtigere: Venner.

– Jeg har fået halvdelen af skolens elever som venner, fortæller hun stolt. Det svarer til 40 nye venner, som hun skal forholde sig til socialt døgnet rundt på efterskolen.

Derhjemme gik det ikke så godt med de to venner, hun havde dér.

– Vi skændtes alt for meget. Her skændes vi ikke ret tit. Kun en gang imellem, og så finder vi en løsning på det sammen. For vi har lært at lave aftaler og fortsætte med at være gode venner, selvom vi har skændtes. Det er noget vores ansvarslærer har fortalt os, hvordan man gør. Man skal bare fortælle hinanden, hvad vi føler, og hvorfor vi blev sure. Så går det meget bedre, fortæller Monique som forklaringen på, at hun nu pludselig kan klare sig bedre socialt end før.

 

Læring kræver venner og tryghed

– I starten på efterskolen var alting svært, men lærerne hjalp mig. Det gør mine venner også nu. Når jeg er sammen med dem, får jeg gode tanker. De dårlige tanker er næsten væk, siger hun igen.

Den erfaring bekræfter forstander Nikolaj Rysager:

– Man kan ikke lære noget, med mindre man har mindst to gode venner og føler sig tryg. Mange har lært, de ikke kan lære noget, men med venner og tryghed, så rykker vores elever sig, og de oplever, at de godt kan mange ting selv, siger han.

– Jeg håber på at komme på en STU (Særligt Tilrettelagt Uddannelse), hvor der er mange dyr. Jeg vil gerne arbejde med dyr og have et godt sted af bo. Det er det, jeg vil med mit liv. Det kan jeg godt, tror jeg, siger Monique, der er blomstret meget op på efterskolen – efter hun kom ud af sit værelse efter 14 dage.

Hun har blandt andet haft til opgave at være rundviser på skolen, hun har lært selv at stå op og spise morgenmad til tiden, hun er også blevet bedre til at huske, og så har hun valgt at skrue ned for sine drillerier, fordi nogle af eleverne ikke kunne lide at blive drillet.

Der er dog en enkelt ting, Monique måske er blevet lidt for god til efter hendes mors mening:

– Jeg har haft to kærester på skolen. Faktisk så havde jeg begge to samtidig. Det kunne min mor slet ikke acceptere, så jeg måtte stoppe med den ene, slutter Monique nøgternt.

Jeg er elev
Jeg er..
Forstanderens Hjørne