Endelig kom jeg ud i samfundet

 

Efter to år, hvor Rudy var klistret til sin PlayStation og sofaen derhjemme, har han fået et aktivt liv på Karise Efterskole – og han har lært at tage opvasken.

 

Af journalist Charlotte Christensen

 

I to år sad Rudy Lisberg fra Amager i sin sofa og spillede PlayStation – døgnet rundt. Der var ikke noget egnet skoletilbud til den unge mand med autismediagnosen Aspergers, og i afmagt blev han siddende i sofaen.

– Mens jeg sad derhjemme, var det altid min største drøm at komme ud i samfundet. Men der var jo ingen grund til at gå ud. Jeg kunne sætte mig på en bænk, men alle andre havde travlt – og så sad jeg jo bare der alene, fortæller han om sin tid inden han kom på Karise Efterskole, en efterskole for autister og andre unge med særlige behov.

Nu er Rudy – som netop er blevet 18 år – kommet ud i samfundet. Det seneste halve år på efterskolen har han kun haft tid og lyst til at spille PlayStation 2-3 gange.

 

Lære af fællesskabet

– Hvis man er alene, lærer man ikke noget – men når man er sammen med andre, kan man spejle sig i deres fejl og gode ting og lære af det, oplever Rudy, som er en intelligent ung mand, hvis største udfordring er at have struktur på sin hverdag og blive dygtigere til sociale relationer. Udfordringerne fik han hjælp til at håndtere, da han kom på en efterskole for autister.

Blandt hans helt nye oplevelser er fællesskabet, det allerførste Rudy nævner, når han fortæller, hvorfor han synes, det er så fedt at gå på Karise Efterskole.

Fællesskab har han ikke været vant til før. Det kan godt blive for meget for ham, så går han en tur alene, for socialt samvær kan være meget svært og energikrævende for en autist.

Alligevel har Rudy oven i samværet med de 80 andre elever også haft overskud til at deltage aktivt i skoleundervisningen, hvor Rudy har fået bekræftet, at han er ret intelligent.

– Jeg havde det på fornemmelsen, men det gik jo ikke så godt i min gamle skole, og til sidst havde jeg slet ikke noget skoletilbud. Ikke før jeg kom på Karise Efterskole. Det lykkedes mig at score et gennemsnit på 8,5 i afgangsprøven for 9. klasse, siger Rudy tilfreds.

Han er i det hele taget rigtig godt tilfreds, både med sig selv og sine præstationer, og med efterskolen, som han synes, egner sig godt til autister som ham selv.

 

Knotten over sengeredning

Rudy startede ellers sin første dag på skolen med at være rigtig knotten. Det kom nemlig helt bag på ham, at han selv skulle rede sin seng, da det blev sovetid den første aften.

– Derhjemme havde min mor og jeg lagt mest vægt på at træne det sociale, som jeg godt kan have svært ved. Derfor var jeg ikke særlig god til alt det praktiske.

– Jeg kunne ikke finde ud af at lægge lagenet rigtigt på sengen, det var helt umuligt. Men de to damer, der var på job den aften, sagde, at jeg skulle gøre det selv. De kunne vist godt se, at jeg ikke anede, hvordan man skulle gøre. Så sagde de ”Fint kammerat, nu hjælper vi dig i dag, men fremover gør du det selv”. Det var svært i begyndelsen, men efterhånden som jeg blev bedre til at rede seng, synes jeg det var rart at kunne gøre det selv, husker han.

Efter en måned havde Rudy også fået helt styr på nye færdigheder som at vaske op, støvsuge og vaske tøj.

– Før tænkte jeg, at det kunne min mor gøre, for jeg kunne ikke finde ud af det. Men nu, hvor jeg selv gør det, får jeg en følelse af selvstændighed. Det kan mennesker godt lide …, siger Rudy lidt eftertænksomt.

Plads til autismen

– Alle de gode ting ved at være på efterskole, er også de dårlige. Midt i mylderet af elever og aktiviteter er der en del hensyn, som efterskolen skal tage til Rudy og skolens andre unge med autismediagnoser. Disse unge har ofte brug for ro, pauser, samt en fast struktur og gentagelser i hverdagen – og det får de.

Skolen har blandet andet en separat bygning, hvor de unge med autisme altid har mulighed for at slappe af alene. Et naturligt tiltag, når man er en efterskole for autister og tager deres behov seriøst, mener ledelsen.

– Vi har desuden en stor grad af tryghed, gentagelser og forudsigelighed, som eleverne har det godt med. Og det gælder ikke kun eleverne med autisme-diagnoser. Det gælder alle vores elever. Forudsigeligheden fylder det meste af vores hverdag – men de sidste 10-15 procent af hverdagen skal de frustreres, i trygge rammer, så de opbygger en robusthed, der gør, at de kan klare sig i samfundet bagefter, fortæller forstander Nikolaj Rysager om Karise Efterskoles læringsmiljø.

 

Hårdt og fantastisk år

Rudy er også blevet udfordret, og han er kommet styrket gennem sit første år på efterskolen. Han har fået gode karakterer, har set en mulig levevej inden for teaterverdenen, han laver stand-up og holdt uden problemer en flot tale ved skoleafslutningen for både elever, lærere og forældre.

”Dette år har været et af de hårdeste, men mest fantastiske år, i hele mit liv”, fastslog han i talen og sagde også:

”Efterskolen ændrede vores liv. Vi startede som børn. Nu er vi voksne. Vi er et skridt nærmere selvstændigheden.”

Netop selvstændigheden kan Rudys mor godt skrive under på. Hun har i weekenderne besøg af en meget modnet søn, når han er hjemme på besøg fra sin efterskole for autister.

– Sidst jeg var hjemme, tilbød jeg min mor at tage opvasken, jeg syntes hun trængte til en pause. Det havde hun aldrig oplevet før, og jeg fik en meget positiv reaktion fra hende. Andre synes nok, jeg burde have hjulpet hende noget mere, dengang jeg kun brugte min tid på at spille PlayStation og bare sad herhjemme. Men jeg kunne ikke dengang. Nu har jeg lært det, så jeg overraskede hende. For nu kan jeg, slutter Rudy.

Jeg er elev
Jeg er..
Forstanderens Hjørne